Familien er der, hvor vi skal finde ro, kærlighed, opdragelse og støtte i både gode og svære tider og det skal vi som kommune være med til at understøtte og opbygge.
Vi skal på ingen måde overtage og styre familien. Vi skal derimod skabe de rammer, hvor familien har frihed og fleksibilitet til at udvikle sig i forhold til deres værdier og prioriteter.

For mig er familiepolitik ikke kun et spørgsmål om daginstitutioner og folkeskole, men er noget som kan og skal bredes ud over en langt de fleste politiske områder.

Daginstitutioner og folkeskolen er selvfølgelig centrale områder for familien, da det er her, at en stor del af fundamentet lægges for børnenes sociale og faglige kompetencer senere i livet. Som kommune skal vi derfor sørge for, at vi har nogle tilbud, hvor rammerne for tryghed og faglige udvikling er tilstede, dog uden, at vi overtager ansvaret for eller opdragelsen af børnene, da det stadig er far og mors opgave.
Åbningstider og placering af vores institutioner skal også passe til den morderne familie i HELE kommunen.

Infrastruktur er måske ikke det man normalt tænker på som familiepolitik, men hvis vi ønsker at give familien gode vilkår, uanset hvor i kommunen de er bosat, så kommer vi ikke udenom at have dem med i overvejelserne når vi planlægger busruter, cykelstier eller hovedveje. Nem og fleksibel transport til og fra arbejde, skole, indkøb eller fritidsaktiviteter er vigtigt, uanset om man er bosat i Viborg by, Karup eller Møldrup.

Erhvervspolitik, og gode vilkår for de virksomheder som slår sig ned i Viborg Kommune, handler om arbejdspladser til mor og far og dermed økonomisk frihed og tryghed til familien.

Kultur- og fritidspolitikkens formål skal understøtte forenings- og kulturlivet så junior f.eks. kan komme til fodbold eller spejder efter sin (korte) skoledag, far og mor til badminton eller koncert på det lokale spillested. Et stærkt og alsidigt kulturliv og aktive familier styrker sammenhængskraften i både familien og kommunen.

Eller hvad med plejehjem eller ældreboliger? Placerer vi dem alle sammen ét sted eller sørger vi for, at der stadig er ældreboligheder ude i lokalområderne, så bedsteforældrene kan blive ved med at være tæt på børn og børnebørn, og dermed stadig spille den aktive rolle i erfaringsudvekslingen og hjælpen på tværs af generationer, som i høj grad er en del af min konservative DNA.

Jeg kunne forsætte med at liste alle politiske områder, men håber du forstår pointen med at familien er i centrum, hvad enten vi snakker skatteprocent eller placering af ældreboliger.

Målet skal altid være at føre en sund familiepolitik, som skaber familier, som er selvforsørgende, selv er i stand til tage ansvaret for deres hverdag og hvor det er i familien man, helt naturligt, først søger hjælp.
Så er der desværre nogle familier, som af forskellige årsager, ikke fungerer eller man støde ind i problemer der er for store til at stå med selv og der hører det selvfølgelig med til en sund familiepolitik, at vi som fællesskab går ind og hjælper, hvor der er behov. Det skal være hjælp til selvhjælp og ikke umyndiggørelse, så familien forhåbentligt kommer ud på den anden side styrket og velfungerende så der kan frigøres endnu flere ressourcer til at hjælpe andre står med et reelt behov for assistance; det er en del af vores sociale ansvar.