Alle politikere er forskellige og vi er gået ind i politik af forskellige årsager og har derfor også helt naturligt forskelligt fokus. For nogle er det lokalsamfundet og den lokale forankring der trækker, nogle har meget fokus på økonomien mens andre er mere værdibaserede i deres tilgang.

Jeg hører personligt til den sidste kategori. For mig er det mine, og mit partis, værdier som motiverer mig til at stille op og være med til at gøre en positiv forskel i vores kommune og for mig er det familien og det sociale ansvar, der står som de centrale værdier, som bør gennemsyre alt den politik jeg ønsker at føre.

Det sociale ansvar bør i en konservativ kommune, som Viborg, komme til udtryk ved en politik og en forvaltning, hvor der er fokus på:

• livskvalitet
• det enkelte menneskes behov
• hjælp til selvhjælp
• dem som kan selv, skal selv

Livskvalitet for den enkelte borger skal altid være en af de drivende faktorer, når vi har med mennesker at gøre. Det er alt for nemt at fokusere på kroner og øre, når det kommer til indsatsen overfor f.eks. handicappede eller plejekrævende ældre, men selv om vi selvfølgelig ikke skal frådse med pengene eller bruge mere end vi har, så ser jeg gerne, at livkvaliteten er førsteprioritet og så tror jeg også på, at økonomien følger med.
Mennesker med høj livskvalitet trives bedre, holder sig mere igang, er sundere og kræver mindre pleje eller hjælpemidler og koster derfor også mindre. Så besparelser kan være et kærkomment afkast når vi investerer i livskvalitet, men besparelserne skal ikke være målet i sig selv.

Evnen til at se det enkelte menneskes behov betyder også meget for effekten af vores indsats og dermed også livskvaliteten. Alt for ofte har vi, i den socialdemokratiske velfærsmodel, haft en tendens til at placere folk i foruddefinerede kasser, og alle som passer i en kasse får samme hjælp.

Der vil jeg langt højere grad give frihed til at kigge på det enkelte menneskes behov. Hvis Jens og Bo passer i en kasse der giver adgang til 100 kr., men Jens kun har brug for 75 kr. så får han heller ikke mere. Til gengæld er der så plads til at give Bo 115 kr., fordi det er hans behov.

Alt hjælp skal også gerne have sigte på at være hjælp til selvhjælp, så den enkelte bliver mere og mere uafhængig af andre, hvilket også giver både øget livskvalitet og sparer penge for kommunen. Sparede penge som kan kanaliseres over på andre, som stadig har behov for hjælp. Viborg Kommunes forsøg med DigiRehab er et rigtigt godt eksempel på et sted, hvor man har investeret flere ressourcer med synlige afkast til både borgeren og kommunen.

Til sidst skal vi også være skarpe på, at dem som kan selv, skal selv.
Det er egentlig bare en sammenfatning af de andre fokuspunkter ovenfor, hvor vi hele tiden skal have fokus på at gøre borgerne selvhjulpne. Ikke fordi det ser godt ud i et regneark, men fordi, at når vi gør flere i stand til reelt at klare sig selv mere, så frigør vi ressourcer der kan geninvesteres i andre med behov for hjælp.