D. 16/11 skal du stemme til by- og regionsråd

Hvem er Simon?

Simon, jeg, er 35 år, bor i Stoholm sammen med min hustru Jeanette og vores 2 børn, Adrian og Maya. Jeg er uddannet datamatiker fra Dania i Skive og til dagligt arbejder jeg som softwareudvikler i Viborg, hvor jeg primært arbejder med digitalisering af offentlig transport og løsninger til reklamesalg i bl.a tog, busser og biografer.

Siden 1. januar 2018 har jeg været valgt ind i Viborg Byråd, et hverv jeg passer siden af mit normale fuldtidsarbejde. I byrådet har jeg især arbejdet med børn- & unge og ældreområdet, hvilket jeg har været utroligt glad for, da netop arbejdet med mennesker og være med til at gøre en positiv forskel for dem har brug for fællesskabets hjælp, er noget af det som at jeg valgte at gå aktivt ind i politik.

Hvis du vide om mig, er der lidt mere på siden “Om mig“. Du kan også finde mig på Instagram, hvor jeg deler både politisk og personligt indhold eller på Facebook, hvor jeg har både en privatprofil og en politisk side.

Hvad står jeg for?

Selv om jeg som borgerlige selvfølgelig går ind for lavere skatter, bedre vilkår for erhvervslivet og håndhævelse af lov og orden, så er det de lidt mere bløde værdier jeg virkelig brænder for og som har været med til at få mig ind i politik.

For mig er familien fundamentet for samfundet, det er her vi primært finder omsorg, bliver dannet og formes til at blive hele og robuste mennesker. Derfor skal vi sørge for at det offentlige system er en medspiller og ikke en modspiller og give familierne rum til at være forskellige og samtidigt stå klar med en hjælpende hånd til de familier der af forskellige årsager i kortere eller længere perioder har brug for lidt ekstra hjælp. Det kan læse mere om på siden Familien i centrum

Også hele special- og handicapområdet, ikke kun for børn, men hele vejen op, er et område jeg brænder for. Vi skal møde hinanden med dialog frem for mistro og give plads til at ikke alle er ens eller har samme behov. Det handler om mennesker og mennesker er forskellige, hvad enten det er Jane på 5 år med autisme eller Mogens på 83 med svær demens og lige meget om deres postnummer hedder 8800, 7850 eller 8000, så skal de have den hjælp de har brug for. Mine tanker omkring det har jeg forsøgt at beskrive under mærkesagen Det sociale ansvar.

Som bosiddende udenfor en af de større byer fylder sammenhæng og balance mellem land og by også meget hos mig. Som familiefar kender jeg vigtigheden af skoler og pasningstilbud lokalt og tæt på hvor vi bor og som daglig pendler med tog og bus ved jeg hvor vigtigt det er med ordenlig offentlig transport, hvis hverdagen skal hænge sammen uden behov 2 biler. Vi skal investerer i vores lolsamfund, hvis de også skal være her om 5 eller 10 år.

Hvorfor både byråd og region?

Da jeg blev opstillet til byrådet for første gang i 2017 var det bl.a. fordi jeg, motiveret af min egen families oplevelser med systemet, gerne ville være med til at sikre at flest mulige får den rette hjælp i tide, frem for at skulle kæmpe med systemet på et tidspunkt hvor man i forvejen er på vej i knæ eller måske allerede ligger ned.

Da jeg så blev valgt ind var jeg så heldig også få lov til at arbejde med netop nogle af de ting, da bl.a. familieafdelingen, B&U Handicap og hele ældreområdet hører under de to udvalg jeg har haft priviligiet at få plads i, nemlig Børne- & ungdomsudvalget og Ældre- og aktivitetsudvalget.

Men noget jeg også har lært i den periode er hvor stor del af opgaverne indenfor netop handicap, sundhed og socialområdet, hvor der er et overlap mellem kommune og region. Det kan både være det direkte samarbejde som f.eks. sygehusene, hvor kommune og region arbejder sammen omkring forebyggelse eller overgangene når en patient udskrives til hjemmet efter en operation og skal have hjælp af hjemmeplejen. Men kan også være det indirekte samarbejde, hvor kommunerne har overtaget hele eller dele af opgaver der før lå hos amter og region. Det kan f.eks. være indenfor handicapområdet, hvor store dele nu er hos kommunerne eller indenfor børne- og ungespykiatrien hvor kommune og region har forskellige parallelle indsatser og desværre ikke altid snakker helt godt nok sammen.

For mange tabes på gulvet, f.eks. indenfor psykiatrien eller i krydsfeltet mellem det nære sundhedsvæsen i kommunen og behandling på sygehuset. Heldigvis bliver vi bedre og bedre til at samarbejde, men i sidste ende er det stadig 2 forskellige kasser, så når der skal spares penge er det for nemt at forsøge at sende opgaven videre og håbe de andre kan betale. Jeg håber ved at sidde med både i byråd og regionsråd at kunne bidrage med begge vinkler, så vi kan finde fælles løsninger der ikke bare sender aben videre, men faktisk gavner borgeren og giver bedre service. Det tror jeg på i sidste ende kan spare penge for både region og kommuner og vigtigst alt kan vi give en bedre service til borgeren, fordi vi giver dem den rette hjælp første gang, frem for at de bliver kastebold mellem systemerne.