Tak for invitationen til at holde båltalen her i aften. En invitation jeg blev meget glad for at modtage og da også var hurtigt til at sige ja tak til. Men jeg skal også gerne indrømme, at knap havde jeg sagt ja, før nervøsiteten meldte sin ankomst og jeg tænkte, ”åh nej, hvad har du dog sagt ja til”.
For ikke bare er i år første gang vores familie skal fejre Sankthans, efter vi er flyttet til i Stoholm, så jeg alene af den grund er på ukendt territorie i forhold til sædvane og forventninger til en båltale. Men det er også første gang jeg har det privilegie overhovedet at holde en båltale, så jeg har heller ikke mine egne erfaringer at falde tilbage på eller en gammel tale jeg kunne støve af og genbruge eller lade mig inspirere af.
Det var derfor også med en vis portion nervøsitet jeg satte mig ned for at skrive denne tale. For hvad skal sådan en båltale egentlig handle om? Som politiker holder man mange forskellige taler, og onde tunger vil også mene at vi har en tendens til at tale for længe, men fælles for de fleste taler er at anledningen for talen oftest sætter emnet for selve talen. Hvad enten der er tale om et politisk møde, hvor man skal overbevise en politisk modstander eller skolernes motionsdag, hvor eleverne skal sendes godt afsted før dagens program starter, så giver emnet sig selv.
Men sådan er det ikke med en Sankthans båltale. Her er emnet anderledes frit. For hvad er det egentlig vi samles om? Hvad er emnet for aftenen? Hvad er formålet med at vi står her sammen rundt om det bål som vi skal tænde lige om lidt?
Navnet ”Sankthans” kommer fra den bibelske person Johannes døberen. Så er Sankt Hans aften så en særlig kristen tradition, så det nærmere skulle være en præst end en politiker der holdt talen? Svaret er nej, for markeringen af de lyse nætter og sommersolhverv stammer tilbage fra før kristendommens indtog. Kirken overtog altså bare en allerede etableret tradition og tog æren for den. (Så måske det alligevel er meget passende med en politiker til at holde talen.)
Men hvorfor samles vi så?
I gammel tid brændte man rigtige hekse på bålet, i håbet om at kunne jage det onde væk, en tradition vi i dag holder fast i når vi til Sankthans brænder stråhekse af på bålet og sender dem til Bloksbjerg. Men når vi her til aften skal brænde ikke bare 1, men hele 2 hekse af, så er det nok ikke fordi arrangørerne er blevet inspireret af Kong Kristian den Fjerde, som klagede over at der blev brændt for få hekse af til at vi kunne komme ondskaben ordentligt til livs.
Nej, vi brænder heksen af fordi det er en tradition – sådan plejer vi at gøre. Og der er 2 hekse i år fordi både børnehave og SFO ville være med og være en del af denne tradition og lur mig om vi ikke kunne have haft 3, hvis nogen havde fået ideen at spørge beboerne på Birkegården om at lave en, for tradition og fællesskab kender ingen alder.
For er det ikke netop det Sankthans egentlig handler om? Tradition og det at være fælles om noget? Sammenhold og fællesskab. At være en del af noget større.
Selve Sankthans er egentlig ikke særligt dansk. Navnet på aftenen har vi hentet fra en person der levede i Israel for 2000 år siden, selve bålet kommer med stor sandsynlighed fra vores nabolande Norge og Sverige og ja ideen med at smide en stråheks på bålet har vi hentet inspirationen til i Tyskland.
Men alligevel har vi formået at samle alle de her elementer og gøre det til noget dansk. Bålet er blevet symbol på hygge, samvær og fællesskab. Når vi samles her rundt om bålet så bliver vores forskelligheder og det som normalt definerer os og måske endda splitter os, hvad enten det er køn, alder, religion eller politisk overbevisning opslugt af flammerne.
Her i lyset fra bålet er det eneste der tæller, at vi er her og vi er her for hyggen og fællesskabet og for at komme hinanden ved. Og det med fællesskab og komme hinanden ved stopper heldigvis ikke når gløderne fra bålet i aften bliver slukket af de lokale ildsjæle fra Brandvæsnet. For er det noget jeg har lært i den forholdsvise korte tid vi har boet i Stoholm, så er det at her holder man sammen og her kommer man hinanden ved.
Jeg husker tydeligt, at da vi knap havde boet i byen i nogle få dage, sad jeg på gulvet i bryggerset og var ved at montere noget afløb til en vaskemaskine, da det banker på døren. Men før jeg når at komme op fra gulvet eller få sagt ”kom ind” så bliver døren åbnet udefra og ind kommer en nabo der bare lige vil byde velkommen til vejen – for her i Stoholm kommer man hinanden ved og jeg tror da også jeg efter et halvt år kendte navne på flere personer i hele Stoholm end jeg nåede at kende på bare den villavej i Viborg, hvor vi boede i ca. 7 år før vi flyttede hertil.
For der er liv i Stoholm og når der sker noget i byen så er vi der og støtter op. Vi møder op når der er fællesspisning i Fritids- og Kulturcenteret og når Handelsstandsforeningen byder på Towli Torsdag eller Grænsehandel så er vi er finde i de lokale butikker, ligesom festugen som snart er over os igen, også er blevet et samlingspunkt og noget der ses frem til med forventning.
Og tager man en tur til den digitale verden og slår vejen forbi Facebook-gruppen Stoholm-borgere, er der en livlig aktivitet af folk der søger eller tilbyder hjælp til hinanden, reklamerer for begivenheder i lokalområdet og et enkelt godt råd eller opsang til politikerne om både stort og småt ser jeg da også af og til.
Alt det er noget der viser mig at vi både kan og vil det fællesskab og sammenhold som holder byen i gang.
Så når vi om lidt tænder bålet og mærker varmen fra flammerne der lige så langsom får fat i brændet så vil jeg sende en kærlig og taknemmelig tanke til de ildsjæle som dagligt leverer en indsats på hver deres måde for at holde vores skønne lokalsamfund i gang, så vi forhåbentligt i mange generationer frem kan stå her rundt om Sankthansbålet og mærke varmen fra bålet og komme hinanden ved.
Og med de ord vil jeg slutte af og ønske jer alle sammen en rigtig god Sankthans og en god sommer.
