Fredag middag sidder jeg sammen med en kollega og spiser frokost, da han pludselig udbryder: “Der skete der lige et færdsuheld”. Og ganske rigtigt. Lige uden for vores vindue på den stærkt trafikerede Vestre Ringvej i Viborg var en bil først kørt op i traileren foran for derefter at blive ramt af den lastbil, som kom bagved. Snarrådige medtrafikanter var heldigvis hurtige til at hjælpe med at stabilisere nakke og rydde vejbanen, inden ambulancen var fremme kun få minutter senere.
Med den nysgerrighed og interesse for ulykker, som de fleste af os nok har, selv om vi ikke rigtigt vil indrømme det eller ligefrem skammer os over, sad vi og fulgte med i begivenhederne på den anden side af vejen, mens vi kørte frokosten indenbords.
Heldigvis så det ikke ud til, at nogen af de involverede kom alvorligt til skade, og selv om den ene af de to i bilen fik halskrave på og blev kørt væk i ambulancen, var han selv i stand til at gå fra bilen og over i ambulancen, og da de lagde af sted, var det da også uden udrykning.
Noget vi dog undrede os over, og som er årsagen til denne kronik, var fraværet af ordensmagten. Vi havde nok forventet, at de ville komme sammen med, eller forholdsvis kort tid efter, ambulancen, både for at undersøge selve ulykken og afklare eventuelt skyldsspørgsmål – og mindst lige så vigtigt for at dirigere trafikken.
Ringvejen er en tungt trafikeret vej og tjener blandt andet det formål at lede den tunge trafik udenom Viborg by. Og trods en handlekraftig medtrafikants forsøg på at dirigere trafikken (stor ros til hende), var der flere gange ved at opstå farlige situationer, når trafikanter i begge retning forsøgte at benytte den nu kun ene farbare vognbane. Hun manglede simpelthen den erfaring og autoritet, som blå blink og den sorte uniform giver overfor de andre trafikanter.
Da ambulancen efter ca. en halv time kørte derfra, den forulykkede bil var skubbet væk fra vejbanen, og trafikken igen gled, satte jeg mig derfor til tastaturet og skrev en spydig kommentar på Facebook, hvor jeg lidt sarkastisk spurgte, om det kun var, når Station2 eller Politijagt på Kanal5 har kamerafolk med ude, at politiet rykker ud til færdselsulykker.
Knap havde jeg dog klikket på “send”, før vi igen hørte sirenerne, og minsandten om det ikke var politiet, der nu kom med fuld udrykning. De fik da også taget både billeder af bilerne og det ryddede ulykkessted samt snakket med de af de implicerede, som ikke allerede var kørt væk med ambulancen få minutter tidligere. Inden de to betjente satte sig tilbage i patruljevognen og med rask fart kørte tilbage i den retning, de var kommet fra, havde jeg i mellemtiden kommenteret på mit første opslag på Facebook, gjort mig “vittig” og foreslået, at den lange responstid skyldtes, at de skulle nå frem fra den tyske grænse.
Jeg har siden slettet begge kommentarer, da det, trods den sarkastiske tone, nok er at gå over stregen at antyde, at tilstedeværelsen af tv-hold påvirker politiets indsats.
Tilbage sidder jeg alligevel med en følelse af, at noget ikke er, som det skal være, når vi i en by som Viborg skal vente over en halv time på, at politiet får ledige ressourcer til et trafikuheld på en af vores hovedfærdselsårer. Jeg kunne måske forstå det, hvis der var tale om en lille markvej helt ude i kanten af politikredsen, hvor der normalt aldrig sker noget af ordensmagtens interesse. Men vi snakker om en by med 40.000 indbyggere, og hvor vi trods alt stadig har en bemandet politistation – i hvert fald i dagtimerne.
Om årsagen til ressourcemanglen ligger i fejlagtig centralisering af politiets ressourcer, nedskæringer, terrorbevogtning i hovedstaden og ved grænsen eller en kombination af disse, skal jeg ikke gøre mig klog på, men noget skal der ske. For denne historie er desværre ikke unik. Vi hører ofte om politiets manglende ressourcer, når de f.eks. ikke har tid til at rykke ud til indbrud eller oparbejder så meget overarbejde, at det i praksis ikke vil kunne afspadseres uden at lægge politistationerne øde. Det går desværre ud over både borgernes sikkerhed og tryghed.
Jeg ved godt, at man på Christiansborg i 2015 lavede en aftale om 300 ekstra betjente. Og med den nye kadetuddannelse samt den nye politiskole et eller andet sted i Jylland har lovet at tilføre flere ressourcer til politiet og borgernes tryghed. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det er nok, og om det er hurtigt nok.
Lige nu sidder jeg som borger og håber på, at jeg ikke kommer i en situation, hvor jeg har brug for politiets hjælp. Ikke fordi jeg ikke har tiltro til deres kompetencer, men fordi jeg er bange, for at de ikke når frem i tide.
Jeg har ikke indtryk af, at lange pauser og korte arbejdsdage ligefrem er det, vores gode folk i politiet er mest bebyrdede med. Vores betjente gør en kæmpe indsats, arbejder på alle tider af døgnet året rundt og trække ofte et ekstra læs, så det er bestemt ikke her, ansvaret skal placeres. De arbejder det bedste, de kan, under de vilkår de er blevet givet, og det er de vilkår, vi skal have gjort bedre.
Det kan godt være, at flere betjente er en ren udgift i finansministeriets bøger, men nogle ting som eksempelvis borgernes tryghed og sikkerhed kan ikke gøres op i penge, og jeg håber derfor, at vi med tryghedsminister Søren Pape Poulsen i Justitsministeriet får rettet op på det her – og får gjort det hurtigt.
For at det ikke skal blive klagesang det hele, vil jeg slutte af med at glæde mig over, at det dog ser ud til, at vi stadig har ambulancer nok til, at de kan nå frem til tiden. Endnu.
Kronik oprindeligt bragt i sektionen “Danmark” fra VSF / Jysk Fynske Medier d. 05. marts 2017
http://www.fyens.dk/debat/Politi-Manglende-ressourcer-gaar-ud-over-din-sikkerhed/artikel/3128457