Hvis der er noget, der kan sætte gang i debatten og vække følelser hos både borgere og politikere, så er det drøftelser om skolestruktur. I sidste byrådsperiode herskede en stor skolestrukturdebat, men her endte denne debat alene på tegnebrættet.

I forbindelse med det nuværende byrådskonstituering blev der indgået en politisk aftale om ikke at røre ved skolestrukturen før tidligst i næste byrådsperiode, som starter 1. januar 2022.

Nu lufter både formanden for børne- og ungdomsudvalget, Per Møller Jensen (S), og borgmester, Ulrik Wilbek (V), alligevel muligheden for en ny skolestrukturdebat. En debat som vores parti gerne er en del af, for det bliver en tvungen nødvendighed, at vi forholder os til den nuværende skolestruktur.

Det skyldes, at hvis vi kigger længere frem i tiden end bare indeværende byrådsperiode – og næste valgkamp – så viser de faldende elevtal, at vi med stor sandsynlighed kommer til at stå med store udfordringer i forhold til vores fælles folkeskole og det kvalitetsgrundlag, som folkeskolen skal bygge på.

Vi ønsker, at skolestrukturdebatten bliver en både åben, oplyst og faglig debat, hvor vi både inddrager relevante parter og forsøger at skabe fælles ejerskab. Samtidig skal vi naturligvis i sidste ende påtage os det politiske ansvar og træffe de nødvendige beslutninger, for det vil være utopi at tro, at alle blive lige tilfredse med en ændret skolestruktur.

Debatten kan hurtigt komme til at handle om økonomi, og selvfølgelig skal økonomien være i orden, men det handler i høj grad også om fagligt bæredygtige skoler, som både størrelses- og indretningsmæssigt passer til nutidens folkeskole, og den måde undervisningen foregår i dag.

Vi lægger os ikke fast på, hvad resultatet af den kommende debat skal være, og hvor vidt der skal lukkes, flyttes eller bygges skoler, men vi ser frem til en fordomsfri og ærlig debat om emnet. Det skylder vi både nuværende og kommende generationer af skolebørn – og deres forældre – i Viborg Kommune.

Ovenstående læserbrev er oprindeligt bragt i Viborg Stifts Folkeblad d. 26/08 2019
https://viborg-folkeblad.dk/debat/Politik-Ja-til-aaben-debat-om-skolestruktur/artikel/446637