Er du sikker på, at du er konservativ?
Sådan lød spørgsmålet fra to damer, da vi lørdag fi k en snak på gågaden i Viborg. Årsagen til deres tvivl var mit ønske om at gøre mere for vores fysisk og psykisk handicappede i kommunen.
Men den er god nok. Jeg tror på, at vi har et ansvar for at tage os godt af hinanden; særligt de af os med særlige behov.
Det er alt for let at komme til at se handicappede som én samlet gruppe, med samme behov, men der er stor forskel på, om du er kørestolsbruger eller autist og f.eks. autisme er ikke bare én ting, men et helt spektrum af diagnoser, med forskellige behov for hjælp. Det er vigtigt, at vi husker at se det enkelte menneskes unikke behov og møde dem i deres hverdag, hvis vi virkelig skal gøre noget der gavner.
Begreber som “omlægning af indsats” eller “øget brug af digitale redskaber” virker måske fint på papiret, og selv om vi skal se om vi kan gøre tingene smartere, må det aldrig blive på bekostning af den menneskelige kontakt og muligheden for at tilrettelægge og give den enkelte den rette hjælp.
Har du for eksempel sociale udfordring, skal du ikke have konstant skift ende sagsbehandlere eller fjernsamtaler via en computer, du har brug for én der kommer hjem til dig og har tid til at opbygge den relation og tillid som er nødvendig for den rette hjælp.
Det er ikke gratis, ja faktisk er det lidt halvdyrt, men kan vi ved at investere tidligt få bare ét ungt menneske, med f.eks. Aspergers, igennem uddannelse og i arbejde, frem for på kontanthjælp eller pension, så er det det hele værd.
Læserbrev oprindeligt bragt i VSF d. 09. november 2017