Lad os løfte i samlet flok!

Begejstringen var stor, da jeg lørdag kunne læse, at vores gruppeformand Stine Damborg (K), sammen med Jens Rohde (R), fremlagde en klar og tydelig vision for de skoler og daginstitutioner, vi i fremtiden skal tilbyde til vores børn, her i kommunen. Men lige så stor min begejstring var, lige så stor var skuffelsen, da jeg et par dage senere kunne læse byrådets to største partier, sekunderet af SF, skyde planen ned, med en regnearksretorik som var en finansminister værdi.

10-punktsplanen er ganske givet ikke billig og den bliver ikke realiseret natten over eller indenfor et enkelt budgetår. Men at kalde forslaget for useriøst er, ja, useriøst.

Der er brug for, at vi træffe nogle beslutninger som rækker mere end én budgetperiode eller valgperiode af gangen. Vi skal sætte langsigtede mål, så vi forhindrer en slingrekurs og usikkerhed for forældre og børn, fordi retningen skifter hvert efterår, når der skal laves budgetter.

Så i stedet for bare, næsten pr. automatpilot, at kassere forslaget fra Konservative og Radikale, ville det klæde Venstre, socialdemokraterne og SF, at gå konstruktivt til forhandlingerne med åbent sind, frem for korslagte arme. Når I nu, med Per Møller Jensens ord, ikke har noget imod ambitionerne og målene i planen, så tag ansvar og lad os vise, at vi endnu engang er i stand til at sætte os ned og løfte i samlet flok og få enderne til at mødes. Det skylder vi vores børn.

Læserbrev oprindeligt bragt i VSF d. 15. december 2016
http://viborg-folkeblad.dk/laeserbrev/Lad-os-loefte-i-samlet-flok/artikel/304326