Når familien har det godt
- Vi skal have give tilskud til hjemmepasning i de første år - for forældrene ved selv hvad der er bedst for deres barn
- Vi skal have uddannet personale i både daginstitutioner og skoler, så forældre trygt kan sende børnene afsted
- Vi skal have fokus på hvordan kommunen kan tilpasse sig familiernes hverdag, ikke omvendt
- Vi skal have et aktivt og rigt foreningsliv med tilbud til både børn, forældre og bedsteforældre
Familien er den vigtigste samfundsbærende institution, vi har, og alt, hvad vi gør – og ikke gør – som politikere bør derfor holdes op imod, hvad det har af betydning for familien.
Et familieliv i balance giver mennesker i balance, og det giver en kommune i balance.
Familien er der, hvor vi skal finde ro, kærlighed, opdragelse og støtte i både gode og svære tider, og det skal vi som kommune være med til at understøtte og opbygge. Vi skal på ingen måde overtage og styre familien. Vi skal derimod skabe de rammer, hvor familien har frihed og fleksibilitet til at udvikle sig i forhold til deres værdier og prioriteter.
For mig er familiepolitik ikke kun et spørgsmål om daginstitutioner og folkeskole. Det er noget, som kan og skal bredes ud over langt de fleste politiske områder.
Daginstitutioner og folkeskolen er selvfølgelig centrale områder for familien, da det er her, at en stor del af fundamentet lægges for børnenes sociale og faglige kompetencer senere i livet. Som kommune skal vi derfor sørge for, at vi har nogle tilbud, hvor rammerne for tryghed og faglig udvikling er til stede, dog uden at vi overtager ansvaret for eller opdragelsen af børnene, da det stadig er far og mors opgave. Åbningstider og placering af vores institutioner skal også passe til den moderne familie i HELE kommunen.
Infrastruktur er måske ikke det, man normalt tænker på som familiepolitik, men hvis vi ønsker at give familien gode vilkår, uanset hvor i kommunen de er bosat, kommer vi ikke udenom at have det med i overvejelserne, når vi planlægger busruter, cykelstier eller hovedveje. Nem og fleksibel transport til og fra arbejde, skole, indkøb eller fritidsaktiviteter er vigtigt, uanset om man er bosat i Viborg by, Karup eller Møldrup.
Erhvervspolitik og gode vilkår for de virksomheder, som slår sig ned i Viborg Kommune, handler om arbejdspladser til mor og far og dermed økonomisk frihed og tryghed til familien.
Kultur- og fritidspolitikkens formål skal understøtte forenings- og kulturlivet, så junior f.eks. kan komme til fodbold eller spejder efter sin (korte) skoledag, og far og mor til badminton eller koncert på det lokale spillested. Et stærkt og alsidigt kulturliv og aktive familier styrker sammenhængskraften i både familien og kommunen.
Eller hvad med plejehjem eller ældreboliger? Placerer vi dem alle sammen ét sted, eller sørger vi for, at der stadig er ældreboliger ude i lokalområderne, så bedsteforældrene kan blive ved med at være tæt på børn og børnebørn, og dermed stadig spille den aktive rolle i erfaringsudvekslingen og hjælpen på tværs af generationer, som i høj grad er en del af min konservative DNA.
Jeg kunne fortsætte med at liste alle politiske områder, men håber, du forstår pointen med, at familien er i centrum, hvad enten vi snakker skatteprocent eller placering af ældreboliger.
Målet skal altid være at føre en sund familiepolitik, som skaber familier, der er selvforsørgende, selv er i stand til at tage ansvaret for deres hverdag, og hvor det er i familien, man naturligt først søger hjælp. Så er der desværre nogle familier, som af forskellige årsager ikke fungerer, eller som støder ind i problemer, der er for store til at klare selv, og der hører det selvfølgelig med til en sund familiepolitik, at vi som fællesskab går ind og hjælper, hvor der er behov. Det skal være hjælp til selvhjælp og ikke umyndiggørelse, så familien forhåbentlig kommer ud på den anden side styrket og velfungerende, så der kan frigøres endnu flere ressourcer til at hjælpe andre, der står med et reelt behov for assistance; det er en del af vores sociale ansvar.
Selv om vi har skabt forbedringer med blandt andet mere fleksible deltidspladser i daginstitutioner, der passer til forskellige familiemønstre og arbejdstider, er der stadig masser at tage fat på.
Da jeg sad i byrådet i 2018-2021, var jeg stolt over at være med til at bringe tilskud til hjemmepasning ind i byrådet og få det vedtaget. Desværre har et flertal i byrådet i 2025 afskaffet det igen, men det skal vi selvfølgelig have genindført, så familierne har flere valgmuligheder og kan vælge den løsning, der passer bedst til deres hverdag.
Videoen her er fra valgkampen i 2017, men budskabet er stadig gældende.
Andre mærkesager
Balance mellem storby og lokalsamfund
Vi skal investere i vores lokalsamfund, hvis de stadig skal være der om 5 eller 10 år.
Vedvarende energi på afveje
Selvfølgelig skal vi have grøn omstilling, men der mangler balance i beslutningerne og vilje til at tænke nyt.
Socialområde i balance
Vi skal se det enkelte menneskes livskvalitet før økonomi og investere i dem, som har reelt behov.