Socialområde i balance

Vi skal se det enkelte menneskes livskvalitet før økonomi og investere i dem, som har reelt behov

Alle politikere er forskellige, og vi er gået ind i politik af forskellige årsager og har derfor også helt naturligt forskelligt fokus. For nogle er det lokalsamfundet og den lokale forankring, der trækker; nogle har meget fokus på økonomien, mens andre er mere værdibaserede i deres tilgang.

Jeg hører personligt til den sidste kategori. For mig var det mine, og mit partis, værdier, som motiverer mig til at stille op og være med til at gøre en positiv forskel i vores kommune, og for mig er det familien og det sociale ansvar, der står som de centrale værdier, som bør gennemsyre al den politik, jeg ønsker at føre.

Det sociale ansvar bør i en kommune som Viborg komme til udtryk ved en politik og en forvaltning, hvor der er fokus på:

• livskvalitet
• det enkelte menneskes behov
• hjælp til selvhjælp
• dem, som kan selv, skal selv

Livskvalitet for den enkelte borger skal altid være en af de drivende faktorer, når vi har med mennesker at gøre. Det er alt for nemt at fokusere på kroner og øre, når det kommer til indsatsen overfor f.eks. handicappede eller plejekrævende ældre, men selv om vi selvfølgelig ikke skal frådse med pengene eller bruge mere, end vi har, så ser jeg gerne, at livskvaliteten er førsteprioritet, og så tror jeg også på, at økonomien følger med.
Mennesker med høj livskvalitet trives bedre, holder sig mere i gang, er sundere og kræver mindre pleje eller hjælpemidler, og koster derfor også mindre. Så besparelser kan være et kærkomment afkast, når vi investerer i livskvalitet, men besparelserne skal ikke være målet i sig selv.

Evnen til at se det enkelte menneskes behov betyder også meget for effekten af vores indsats og dermed også livskvaliteten. Alt for ofte har vi i den socialdemokratiske velfærdsmodel haft en tendens til at placere folk i foruddefinerede kasser, og alle, som passer i en kasse, får samme hjælp.

Der vil jeg i langt højere grad give frihed til at kigge på det enkelte menneskes behov. Hvis Jens og Bo passer i en kasse, der giver adgang til 100 kr., men Jens kun har brug for 75 kr., så får han heller ikke mere. Til gengæld er der så plads til at give Bo 115 kr., fordi det er hans behov.

Al hjælp skal også gerne have sigte på at være hjælp til selvhjælp, så den enkelte bliver mere og mere uafhængig af andre, hvilket også giver både øget livskvalitet og sparer penge for kommunen. Sparede penge kan kanaliseres over på andre, som stadig har behov for hjælp. Viborg Kommunes brug af DigiRehab er et rigtigt godt eksempel på et sted, hvor man har investeret flere ressourcer med synlige afkast til både borgeren og kommunen.

Til sidst skal vi også være skarpe på, at dem som kan selv, skal selv.
Det er egentlig bare en sammenfatning af de andre fokuspunkter ovenfor, hvor vi hele tiden skal have fokus på at gøre borgerne selvhjulpne. Ikke fordi det ser godt ud i et regneark, men fordi når vi gør flere i stand til reelt at klare sig selv mere, så frigør vi ressourcer, der kan geninvesteres i andre med behov for hjælp.

I mine 4 år i byrådet gjorde jeg altid meget ud af at lytte til alle, der har noget på hjerte, og tage alle henvendelser fra både tilfredse og utilfredse borgere seriøst. Min erfaring er, at når vi mødes og lytter til hinanden og sammen forsøger at finde en løsning, når vi oftest længere, end når vi står på hver vores side og kaster med mudder og bekriger hinanden. Den tankegang vil jeg gerne fortsætte og i højere grad føre over i samarbejdet mellem forvaltning, borgere og interesseorganisationer.

Videoen her er fra valgkampen i 2017, men budskabet holder stadigvæk. Vi når nok aldrig ned på 0 % i omgørelser fra Ankestyrelsen, men vi kan gøre en indsats for at komme så tæt på som muligt. For selv om meget fungerer godt, er der stadig plads til forbedringer.

Andre mærkesager